Statens og Folkets Herre, og hans Stilling som saadan sikkredes ved en Troskabs- og Lydighedseed, som alle Undersaatter over Tolvaarsalderen maatte aflægge til ham. Stammehøvdingerne [de saakaldte ealdormen] var gaaet over til at blive kongelige Embedsmænd; Thanerne, Kongens haandgangne Mænd, havde hævet sig til et talrigt og mægtigt Aristocratie, der var den raadende Bestanddeel af de store Rigsforsamlinger [Witenagemót], og i Spidsen for denne aristocratiske Association øvede Kongen en vidtstrakt Regjeringsmyndighed, idet han i Forbindelse med sit Raad eller Witan gav Love, paalagde Skatter og indbød Folket til Krigstjeneste. – Hos Angelsachserne som hos Frankerne tilegnede Kongen sig Vrag, som drev til Kysten, og alt jordfundet eller herreløst Gods, hævede Told af skibe i Søhavnerne eller paa de sejlbare Elve og af Varetransporter paa Vejene, øvede et Slags Overejendomsret over al Skog udenfor hvad der var i hans private og fulde Besiddelse, og kunde kræve af de frie Landejere Hjælp ved sine Byggearbeider og til Vedligeholdelse af sine Residentser.
Englands Jord var fra gammel Tid bleven brugt og besiddet med forskjellig Adkomst. Ved Siden af den Jord, som de Angelsachsiske Erobrere fordelte sig imellem til privat Besiddelse, og som blev den Enkeltes Alod, hvorover han havde en ubetinget Ejendomsret, havde hver Stemme eller Menighed tilegnet sig en større Landstrækning, som var dens ager publicus –, et Fælleseje for alle dens frie Mænd. – det saakaldte Folkland. Idet Stammerne forenedes, gik Folklandet over til at blive den hele Stats Ejendom, hvorover Statens Repræsentanter, Kongen og hans Witan, havde Ret til at disponere. Det kunde overlades Enkelte til midlertidig Brug, ved en Art Forpagtning, mod bestemte Afgifter og Tjenester. Men det var tillige gammel Sedvane, at
