Skin af Frivillighed[1]. Kongen hævede Told af Skibe, der løb ind i Søhavnerne, og beskattede ogsaa paa anden Maade Handel og Næringsveje. Han betragtedes som Ejer af alt herreløst Gods, paa hvis Grund det end fandtes, og af alt Land, som ikke var kommet i enkelte Mænds eller Menigheders Besiddelse, og han forbeholdt sig udelukkende Jagt- eller anden Brugsret i store Skogstrækninger. Undersaatterne var forpligtet til at sørge for hans og hans Embedsmænds eller Sendebuds Underhold og Befordring paa deres Rejser omkring i Riget og til at vedligeholde hans Slotte og deeltage i alle de af ham anordnede Byggearbejder. Dette var ofte en tung Byrde, men endnu langt tyngre og saa trykkende, at Mange for at unddrage sig den endog opgave Frihed og Ejendom, var den militære Tjenestepligt. Kongen raadede for Krig og Fred med uindskrænket Myndighed, og Undersaatterne var forpligtet til at følge hans Opbud. Han kunde opbyde saamange han vilde, hvad enten det gjaldt Angrebs- eller Forsvarskrig, og Tjenestepligten var ikke indskrænket til nogen bestemt Tid.
En lignende, om end ikke fuldt saa ophøjet Magtstilling som de Frankiske Konger havde nu ogsaa de angelsachsiske naaet ved den Tid, hvorom der her er Tale [Midten og den sidste Halvdeel af det 9de Aarhundrede]. Ogsaa inden det Angelsachsiske Rige var den oprindelige frie Menighedsforforfatning destrueret, Fødselsadelen og de uafhængige Grundejere trængt tilside, idet Kongedømmet havde udvidet sit Magtomraade, og idet Tjenesteforholdet til Kongen derved havde faaet en stedse voxende Betydning og Udbredelse. Kongen var ikke længer, som oprindelig, den første Privatmand inden Samfundet; han var blevet en virkelig Monarch.
- ↑ Waitz, IV. 96, 97–98. 101.
