ikke Charakteren af et vilkaarligt Despoti; men den øvedes dog langt udover de Grændser, som den oprindelige Germaniske Stats- og Samfundsorden havde opdraget. Paa de store Rigsforsamlinger, der samledes efter Kongens Opfordring udfoldede han en omfattende og i Formen aldeles selvstændig Lovgivningsvirksomhed. Det var her kun de kongelige Embedsmænd og de af Kongen særlig indbudne Stormamd, der tog virkelig Deel i Forhandlingen; de øvrige Tilstedeværende, der havde indfundet sig ifølge den gamle, enhver fri Mand tilkommende Ret, var sunket ned til at være blot og bar Tilskuere; Kongen overlagde sagerne med de af ham valgte Raadgivere, selv besluttede og afgjorde han alting[1]. Og ved den saaledes fremkomne Lovgivning greb han ind i de meest forskjelligartede Forholde; kirkelige, politiske, almindelig-borgerlige eller reent private[2], gav Forskrifter af moralsk Art, indskrænkede Handelsfriheden, bestemte Varepriser etc. – Kongen var øverste Dommer og kunde i denne Egenskab fordre hvilkensomhelst Sag ind for sig, idømte Dødsstraf eller andre Legemstraffe, confiskerede Ejendom for dem, der havde gjort sig skyldig i Ulydighed eller Brud paa den skyldige Troskab. – Hans Undersaatter skyldte ham mangehande Ydelser. Paa de store Rigsforsamlinger bragte de ham sine saakaldte frivillige Gaver, som forlængst havde tabt Charakteren af Frivillighed og var gaaet over til en virkelig Skat. Den gammelgermaniske Grundsætning, at ingen fri Mand skulde have nogen offentlig Afgift at udrede enten af Person eller Jord, var faktisk sat ud af Kraft, idet, som man seer, ikke blot den romanske Befolkning, men ogsaa Frankerne hyppig maatte yde Afgifter til Stat eller Konge, der var paabudne og ikke engang havde det ydre
