Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Andet Bind.djvu/207

203

OM HARALD HAARFAGRE

Men, hvis saaledes Forfatningen inden det Frankiske Rigs ved denne Tid endnu ikke var bleven et gjennemført Feudalsystem, saa havde den paa den anden Side fjernet sig langt fra den oprindelig-germaniske Stats- og Samfundsorden og gjort Grundsætninger gjældende, som var ganske fremmede for denne. Selvstyrelsen i Folkets mindre Kredse var brudt; af den gamle Stammeforfatning var der kun svage Rester tilbage. Kongedømmet havde afgjort skiftet Charakteer og var fra et Germanisk Høvding- eller Førerskab gaaet over til at blive næsten et Romersk „imperium“. Kongen var ikke længer en blot og bar „primus inter pares“, der havde sin bestemte Ret som andre frie Mænd, om end en højere end alle andre; han stod i ophøjet Majestæt over sine Undersaatter. Ikke alle, om end en stor Deel af Folket, var indtraadt i det engere personlige Tjenesteforhold til Kongen, hvorefter de kaldtes hans „Mænd“ eller „Leudes“; men dette Forhold laa dog til Grund for Opfatningen af Forholdet mellem ham og hans Undersaatter i Almindelighed. Hans Magt forestilledes som et Skytsherredømme over det hele Statssamfund, og Karl den Store krævede, at alle hans Undersaatter skulde sværge ham en Ed, hvorved de forpligtede sig til en lignende Troskab og Lydighed, som om de havde været hans Mænd eller Vassaller. Der gaves ingen anden Rang eller Magt i Samfundet end den, som udgik fra Kongedømmet og beroede paa det nærmere personlige Forhold til Kongen; de locale, af Folket fremgaaede Autoriteter var trængt tilside; al offentlig Myndighed i Samfundets engere Kredse var gaaet over i Grevernes og Vicegrevernes Hænder, og disse var Embedsmænd, der ind- og afsattes af Kongen og regelmæssigt aflønnedes ved at modtage Krongods i Forlehning. – Folkets gamle Friheder blev til en vis Grad respecteret; de frankiske Kongers Regjeringsmyndighed havde