Feudalvæsenets Bygning førtes op, var tilstede, men deres Sammenføjning til et systematisk Hele havde endnu ikke, – eller ialfald kun tildeels – fundet Sted. Evert enkelt af de Forhold, der charakteriserer Lehnssystemet, eller hvori det havde sin Rod, – overdragelsen af Land mod Forpligtelse til Krigstjeneste, det engere personlige Tjeneste- og Troskabsforhold ligeoverfor Kongen eller andre Stormænd, de offentlige Functionærers Aflønning ved Tildelelse af Krongods til midlertidigt Brug, Overførelsen af de private Tjenesteforholds Former paa de reent offentlige eller politiske, Indordningen af de mindre Mægtige under de mere Mægtiges Skytsherredømme – Beneficiarvæsenet, Commendationen, Vassalliteten, – havde allerede gjort sig gjældende og tildeels i videste Udstrækning; men Systemet kunde først siges at existere, naar alle disse Forhold paa en regelmæssig og overalt eensartet Maade var bragt i Forbindelse og havde draget det hele Samfund indunder sig, og dette var endnu ikke skeet.
Det Frankiske Rige under Karl den Store og i den nærmest følgende Tid var ikke nogen fuldkommen Lehnsstat. Om end Kongerne havde benyttet Beneficiar- og Vassallitetsvæsenet til at udvide og befæste sin Magt og derved givet det en betydningsfuld Rolle i Forfatningen, saa var dog endnu ikke al offentlig Myndighed eller Styrelse bundet til de feudale Former. Grundsætningen „nul terre sans seignenr“, ifølge hvilken Enhver maatte staa i Vassalforhold til en anden for at gjælde som berettiget Medlem af Samfundet, og hvorved Kongen kom til at betragtes som det hele Lands egentlige Ejer, var endnu ikke gjennemført. Der fandtes endnu uafhængige Ejendomsbesiddere [Alodialbesiddere], skjønt deres Tal vistnok var lidet og de indtoge en underordnet Plads ved Siden af Kongens haandgangne Mænd, hans Vassaller eller „Leudes“.
