over de før paapegede Vanskeligheder eller tilsyneladende Modsigelser. Man vil saaledes kunne hævde Troværdigheden af Kildernes Beretning uden at komme i Strid med andre paalitlige Vidnesbyrd eller med de erkjendte Love far den historiske Sammenhæng. Den af Harald gjennemførte omvæltning i Landets indre Forhold vil føres tilbage til et mere rimeligt Omfang, uden dog at tabe den Charakteer af et virkelig nyt System, som vi efter det Indtryk, den gjorde, og efter de følgende Begivenheder maa slutte, at den har havt, – uden at synke ned til en blot og bar Voldshandling, der savner ethvert principielt Grundlag.
Det er før nævnt, at Feudalvæsenet udviklede sig i det Frankiske Rigs og herfra udbredte sig til den øvrige Verden. Overhovedet var, som man veed, det Frankiske Rige gjennem den største Deel af Middelalderen Mønsterlandet i politisk Henseende. Det var blevet Romerstatens Arvtager baade i en indvortes og en udvortes Forstand; det var her, at Romerske Institutioner og Statsideer gjorde sig stærkest gjældende og virkede i videst Udstrækning til at omdanne det Germaniske Statsvæsen, navnlig ved at give Kongedømmet en mere ophøjet Stilling og et mere omfattende Magtomraade, hvilket det efterhaanden maatte blive et Formaal ogsaa for de øvrige Germaniske Konger at opnaa. – Det er altsaa fremfor alt det Frankiske Rige, hvis Forfatning maa betragtes, naar man vil danne sig en Forestilling om de politiske Ideer eller Tendentser, der kan formodes at have indvirket paa Harald Haarfagre, idet han grundlagde den nye Norske Statskik.
Denne Forfatning kan i det Tidsrum, hvorom her er Tale, ikke betegnes som en feudal[1]. De Elementer, hvoraf
- ↑ Det Følgende fornemmelig efter Waitz, Deutsche Verfassungsgeschichte, 3 og 4 Bind.
