Odelen kun tilføiede Folket et pecuniært Tab, medens Udsigten til en Gjenerhvervelse al den gamle Skattefrihed altid var ladet aaben, da kan dog derved ikke noget siges at være vundet for en lettere Forstaaelse af Haralds gode Eftermæle. Den Uvilje, som Despotisme og retløs Vilkaarlighed vækker, beror dog ikke paa den større eller mindre materielle Skade, som den tilføjer.
Det stemmer altsaa bedst med Kildernes Udtryk og er i sig selv det rimeligste at antage, at Harald Haarfagres Tilegnelse af Odelen virkelig har været en almindelig politisk og ikke en blot og bar fiscalsk Forholdsregel, at den virkelig hænger sammen med en ny „monarkisk Theori“ og betegner et nyt statsretligt System, hvorved Undersaatternes Forhold til Stat og Kongedømme blev et væsentlig andet, end det før havde været. Dette Systems Princip maa kun ikke søges i en formeentlig „oldgermanisk Erobringsret“, hvorefter den erobrende Konge regelmæssig tilegnede sig Overejendommen til al Jord i det af ham underlagte Land; man maa kun ikke – i Strid med Kildernes udtrykkelige Vidnesbyrd – forestille sig dets Former, som om de stemte overeens med det fuldt gjennemførte Feudalvæsens, der først tilhører en følgende Periode. Harald kan ikke paa denne Maade have foregrebet en almindelig europæisk Udvikling, der endog havde sin Rod i Forhold vidt forskjellige fra dem, hans eget Land frembød. Derimod er der intet til Hinder for at antage, at han og hans Raadgivere har fulgt med Udviklingen paa deres Viis, at de har tilegnet sig, været gjennemtrængte af Tidens raadende politiske Grundsætninger, saaledes som disse traadte frem i de toneangivende mellemeuropæiske Staters Forfatning, og sagt at tillempe dem paa Norske Forholde. Og ved at betragte. „Odelens Ophævelse“ i denne Sammenhæng vil man udentvivl bedst komme ud-
