paalagt alle Norske Odelsbønder en lignende engang for alle bestemt Sum, dertil findes ikke mindste Antydning, saalidt som til at der var aabnet Bønderne en Mulighed til at indløse sin Odel ved at udrede den paalagte Sum. Og en slig „Geschäft“, der er meget vel forstaaelig, hvor Talen er om Orknøernes Haandfuld Ejendomsbesiddere, lader sig dog vanskelig tænke gjennemført ligeoverfor Indbyggerne af et heelt stort Land.
De samme Indvendinger, som Maurer opstiller mod Munch’s og Keysers Forklaring, vil desuden for en Deel sees ogsaa at gjælde hans egen. Han indvender, at om end Harald Haarfagre havde tilegnet sig Ejendommen over al Jord i Kraft af en anerkjendt Erobringens Ret, saa kunde denne dog ikke have været udstrakt over de Dele af Landet, som han var kommen i Besiddelse af ved Arv. Men naar Harald „brandskattede“ Riget, saa var det vel ogsaa som en Erobrer, der lader sine overvundne Fiender betale Krigens Omkostninger, og man faar altsaa at besvare det Spørgsmaal, hvorledes han da kunde brandskatte sine egne Arvelande. – Haralds populære Eftermæle er af Maurer fremhævet som en Grund mod Rigtigheden af de Norske Historikeres Betragtningsmaade; et saadant Eftermæle kunde nemlig umuelig „einem Despoten gespendet werden, welcher den privatrechtlich wie politisch werthvollsten Theil des Vermögens seiner sämmtlichen Untherthanen olme jeglichen Rechtsgrund confisciert und bis an sein Ende widerrechtlich in der eigenen Hand behalten hatte.“ Men den „fiscalske Forholdsregel“, han selv tillægger Harald, savner dog ikke mindre enhver Retsgrund; en saadan Brandskatning af Landets Ejendomme vilde dog have været den meest utilslørede, den principløseste vilkaarlighed. Og naar Maurer udhæver, at ifølge hans Forklaring den saakaldte Inddragelse af
