domme, med Forbehold af at indløse dem igjen siden og saaledes at de selv vedblev at bruge og beholde dem mod at udrede en aarlig Afgift, der har været at betragte som Rente af det paa Ejendommene optagne Laan. Og, naar det siden heder, at Jarlen Sigurd Lødvessøn gav orknøingerne deres odel tilbage, da betyder dette i Virkeligheden kun, at han har eftergivet dem den Gjæld, der hvilede paa deres Jorder.
I Overeensstemmelse hermed tror nu Maurer, at man bør forklare, hvad Kilderne fortæller om Harald Haarfagres Tilegnelse af Odelen i Norge. Det har været en „kolossal Brandskatning“, „hvis Udredelse blev sikkret ved en Pantsættelse af de paagjældende Ejendomme, og hvis Capitalbeløb desuden blev forrentet ved en Landskyld eller aarlig Afgift, som maatte udredes for Ejendommenes Brug og Besiddelse, indtil en virkelig Indløsning havde fundet Sted ved Betaling af den paalagte Sum.“ Og Haakon den Godes Tilbagegivelse af Odelen maa da forstaaes som en Eftergift af den endnu udestaaende Capitalsum, hvorved Forrentningen og Pantsættelsesforholdet selvfølgelig tillige bortfaldt.
Men de Omstændigheder, under hvilke Torv-Ejnar kom i Besiddelse af Orknøingernes Odel, er dog øiensynlig altfor forskjellig fra de Omstændigheder, under hvilke Harald Haarfagre skal have tilegnet sig al Odel i Norge, til at man kan lade denne Jevnførelse gjælde. I det første Tilfælde er der Tale om en bestemt Sum, som blev paalagt Bønderne, og som Jarlen udredede for dem, da de ikke selv formaaede det, mod at de afstod sin odel til ham, med Forbehold af senere Gjenløsning. Dette har fuldkommen Udseende af en „Forretning“, en frivillig Overeenskomst, hvorved den ene Part midlertidig overlader eller pantsætter sin Ejendom til den anden, mod at denne forstrækker en i Øjeblikket nødvendig Pengesum. Men at Harald Haarfagre skulde have
