meligt for det frankiske Rige, hvor det udviklede sig under et Sammenstød af mangehaande Paavirkninger og Indflydelser, og hvorfra det udbredte sig til den øvrige Verden, og i denne Skikkelse i kan det først siges at være traadt frem efter Harald Haarfagres Tid[1].
Skulde det altsaa virkelig forholde sig saa, at Harald tilegnede sig en Ejendomsret til al Jord i de erobrede Norske Fylker og gjorde alle Bønder til sine Lejglændinger, saa har han ikke handlet i Overeensstemmelse med noget hævdet „oldgermanisk“ Retsbegreb, han har ikke kunnet støtte sig til en gammel Vedtægt, som Folket forud kjendte og respecterede, saa det ikke havde saa vanskeligt for at udsone sig med det Haarde og Trykkende i en slig Forholdsregel. Skulde Harald virkelig, som Munch udtrykker det, have indført en fuldkommen Lehnsforfatning, maatte han have foregrebet den almindelige europæiske Udvikling; han maatte med eet Slag have gjort gjældende et System, som overalt ellers dannede sig lidt efter lidt, og som paa hans Tid endnu ikke nogensteds var fremtraadt klart og bestemt. Men heri er der ingen Rimelighed. Endog om en saadan „oldgermanisk Statsret“ virkelig lod sig paavise som den, vore Historikere have forudsat, idet de fremstillede Haralds Feudalforfatning som en nødvendig, umiddelbar Følge af hans med væbnet Haand gjennemførte Underkastelse af de Norske Fylker, vilde deg altid det Spørgsmaal blive tilbage: hvorledes kunde han gjøre en saadan Erobringens Ret gjældende,i de Dele af Landet, som han ikke havde underlagt sig med væbnet Haand, men arvet?[2] Og saavel Odelens Ophævelse som dens Til-
