bagegivelse ved Haakon den Gode omtales som Foranstaltninger, der gjaldt hele Norge. Det er udtrykkelig fremhævet, at Rygtet om Haakons Tilbud til Thrønderne „foor som Ild i tørt Græs“, „vakte almindelig Glæde“ paa Oplandene og i Viken, altsaa netop Landskaber, som Harald Haarfagre for en stor Deel havde besiddet ved Arv, endnu inden han begyndte sin Erobringsfærd. Man har desuden i en af de paalitligste Kilder et afgjørende Vidnesbyrd mod, at Harald i Odelsforfatningens Sted indførte en Feudalforfatning, hvorved de oprindelige Grundejere, forsaavidt de beholdt sine Fædrenegaarde, kun beholdt dem som Lehn, saa at deres Adkomst til Jorden ikke længer udlededes fra deres egen nedarvede Ret, men fra den kongelige Forlehning. Egils Saga, der siger om Harald, at han gjorde alle Bønder til sine Lejglændinger, viser, ved hvad den siden fortæller om Egil Skallagrimssøns Proces mod Bergønund, at dette Udtryk ikke maa forstaaes efter Ordene. Egil kom til Norge anden Gang i Harald Haarfagres sidste Leveaar [933], medens Erik Blodøxe styrede Riget, da han havde faaet Efterretning om, at Bjørn Brynjulfssøn [Hauld] i Sogn, hvis Datter Aasgerd han havde ægtet, var død, og at Bergønund, som var gift med Bjørns anden Datter, havde taget al Arven efter sin Svigerfader, baade Land og Løsøre. Egil krævede mindeligt Arveskifte af Bergønund; men denne, der stod i stor Yndest hos Erik Blodøxe og hans Dronning Gunhild, medens Egil og hele hans Æt var dem forhadt, vægrede sig ved at gaa ind herpaa, under Paaskud af at Aasgerd ikke var født i lovligt Ægteskab. Egil stevnede ham nu til Gulathinget, og her mødte begge den følgende vaar, og desuden baade Kongen og Dronningen og Lendermanden Arinbjørn, Egils Ven og Aasgerds Frænde. Da Dommen var sat, traadte begge Parterne frem for at tale sin Sag. Egil sagde, at hans
