at betragte Lehnsvæsenet i dets fuldfærdige Stand og fra den her iagttagne Regelmæssighed havde sluttet tilbage til en forudfattet Plan, et engang for alle givet System, miskjendende det spontane i de historiske Processer, overseende den lange Tid og den Mangfoldighed af samvirkende Kræfter, som var nødvendig for at frembringe den middelalderske Feudalstat. De Germaniske Folk, der trængte erobrende ind paa Romersk Grund, tilegnede sig ikke al Jord i de af dem underlagte Lande[1], men lod de oprindelige Besiddere beholde en større eller mindre Deel; endnu mindre kan der være Tale om, at deres Konger skulde fra først af have tilegnet sig end Overejendomsret til det erobrede Land og have uddeelt det efter en bestemt Plan som Lehn til sine Mænd. Grundsætningen „nul terre sans seigneur“ er fremmed for den oprindelige Germaniske Ret; Lehnsvæsenet er ikke grundet paa en planmæssig, efter visse almindelige Grundsætninger gjennemført Deling af de erobrede Lande mellem Erobrerne; det har udviklet sig lidt efter lidt fra ringe Begyndelser, udbredende sig gjennem successive Tilslutninger, samlende og forbindende Institutioner og Retsforhold, der oprindelig intet havde med hinanden at skaffe, og det staar hverken hos Frankerne eller Angelsachserne i umiddelbar Sammenhæng med disse Folks Erobring af Gallien og Britannien. Det kan siges at være oprindelig Germanisk og fælledsgermanisk, forsaavidt som den Aand, der gaar gjennem det, udspringer fra de for Germanerne ejendommelige gjensidige Troskabs- og Forpligtelsesforhold Mand og Mand imellem; men sine ydre Former har det for en væsentlig Deel optaget andenstedsfra; i sin systematiske Skikkelse er det ejendom-
- ↑ Savigny, Gesch. des röm. Rechts im Mittelalter, I. – Dahn, die Könige der Germanen, I, 204. 240. – Waitz, Deutsche Verfassungs Gesch. [2. Aufl.] II. 55. 240.
