germanisk.“, heder det i Munch’s Det Norske Folks Historie, hvor den her omtalte Opfatning har faaet det skarpeste Udtryk:. „men den første forudsætter en oprindeligere Fordeling af Jordegodset mellem et helt paa eengang indvandrende Folk; den sidste forudsætter en Erobring eller Besiddelsestagen ved en af haandgangne Mænd ledsaget Drottin eller Konge. Alt, hvad et saadant Krigerfølge erhvervede, erhvervedes nemlig for Høvdingen, og hvad hans Mænd modtoge, modtoge de kun ved hans Godhed, saa at det, naar det var Grundstykker, betragtedes som et Laan, af hvilket Høvdingen fremdeles vedblev at være Ejer, medens Modtageren kun blev dets Bruger imod at forpligte sig til visse Ydelser“.... „Da Harald havde underlagt sig de Norske Fylker, blev de derfor, overeenstemmende med den for alle germaniske Stammer tællede Vedtægt, naar et Landskab erobredes med væbnet Haand, den erobrende Konges Eiendom og ikke længer de oprindelige Besidderes Odel.“ ... „Det faldt af sig selv, at den gamle Odelsforfatning nu maatte give Plads for en Feudalforfatning, at al Grundbesiddelse herefter ikke længer hvilede paa Odelsret, men paa Feudalret. Om vore Oldskrifter end ikke indeholdt noget om saadanne Forandringer, kunde man dog allerede paa Forhaand vide, at de havde fundet Sted.“
Men denne Fremstilling hviler paa Forudsætninger, hvis Urigtighed maa siges at være tilstrekkelig godtgjort. Den Statsret, hvorefter en erobrende Konge eller Høvding betragtedes som den egentlige Ejer af al Grund i det af ham underlagte Land og fordelte denne paa en systematisk Maade mellem sine Mænd, der blev hans Vasaller, og hvoraf hver igjen havde Undervasaller under sig, – er ikke oldgermanisk, og naar man engang almindelig forestillede sig, at den var det, saa kom det deraf, at man havde indskrænket sig til
