holde, saafremt man overhovedet vil lade disses Autoritet gjælde. Hvorledes skulde den desuden kunne bringes i Overeensstemmelse med hvad der fortælles om Haakon den Gode? Man seer, at Haakon ikke, ialfald ikke ubetinget, har ophævet Faderens Skattepaabud, idet han kun for Kystfylkernes Vedkommende forandrede det til et Søkrigsstyr, saa at Bønderne istedetfor Nefgildet [den af Harald paalagte Kopskat], forpligtede sig til at bygge, udruste og vedligeholde et vist Antal Skibe i hvert Fylke samt til at sørge for disse skibes Bemanding og Proviantering for et bestemt aarligt Tidsrum[1]. Men hvad bliver der saa igjen af de Foranstaltninger, der fremstilles, som om Folket ved dem havde faaet sin Frihed tilbage, og hvorom Rygtet fløj som Ild i tørt Græs fra den ene Landsende til den anden?
Vore nyere Historikere har ogsaa været enige om at gjøre en anden Opfatning gjældende. De har forstaaet Kildernes Udtryk efter Ordet. Harald tilegnede sig, efter deres Mening, virkelig Ejendomsretten til al Jord i Landet; han gjorde alle Bønder til sine Lejglændinger, og forsaavidt de oprindelige Besiddere beholdt sine Fædrenegaarde, var det ikke længer som Ejendom, men som Lehn og mod en Afgift; de maatte give ham Landskyld; deres Adkomst til Jorden udlededes ikke længer fra deres egen nedarvede Ret, men fra den kongelige Forlehning. Og denne Forandring fulgte umiddelbart af Erobringsforholdet; den fandt Sted i Overeensstemmelse med „oldgermaniske Retsbegreber“ eller en „oldgermanisk Statsret“, der hjemlede Erobreren Ejendomsretten til al Jord i det Land, han havde underlagt sig[2]. „Odelsbesiddelse og Feudalbesiddelse er begge lige oprindelig
