mer desuden i enkelte Puncter saa godt overeens med, hvad der andensteds fra er bekjende at dens Paalitlighed i det Hele derved maa synes hævet over al Tvivl. Hvad de ovenfor anførte Kildeskrifter angaar, der ganske forbigaar Haralds Tilegnelse og Haakons Tilbagegivelse af Odelen, da er de allesammen saa kortfattede og som første Forsøg saa ufuldkomne, at det ikke kan vække Mistanke, om de lader endog saa dybt indgribende Begivenheder uomtalte. Det kan vel tilmed siges, at de indirecte tjener til at stadfæste Snorres eg Egils Saga’s Beretning[1].
Denne har saaledes visselig et factisk Grundlag. Men det gjælder at forstaa den ret. Det maa staa fast, at der ved Harald Haarfagres oprettelse af det Norske Enekongedømme og ved Haakon Adalsteinsfostres Antagelse til Konge er foregaaet en Omvæltning i Landets indre Forhold, der svarer til Udtrykkene om, at Harald gjorde alle Bønder til sine Lejglændinger, og at Haakon gav dem Odelen tilbage; – og herom har heller ikke været yttret Tvivl; men disse Udtryk er bleven fortolkede paa flere forskjellige Maader, hvormed Omvæltningen tillægges et større eller mindre Omfang og stilles ind i den ene eller den anden Sammenhæng. En ældre Opfatning, der dog ingensteds er bleven skarpt og bestemt hævdet eller udførlig begrundet, gik ud paa, at den af Harald gjennemførte Forandring med Hensyn paa Odelsgodset kun skulde have bestaaet i et Skattepaalæg[2]. Men denne Opfatning fjerner sig saalangt fra Kildernes Udtryk, at man maa indrømme, at den vanskelig lader sig fast-
