mange flere Folk [end Erik], og Grunden dertil var, at han satte den Lov i Landet, at hver Mand skulde faa sin Odel tilbage, medens Harald havde trælket alle Mænd, baade mægtige og ringe.“
Maaskee er Egils Saga bleven benyttet af Snorre[1]. Man skulde saaledes ikke med fuld Sikkerhed kunne lade dennes Beretning gjælde som selvstændig Kilde. Man skulde i Virkeligheden kun have eet Vidnesbyrd, ikke to indbyrdes uafhængige, der gjensidig støtter hinanden. – I de øvrige Kildeskrifter nemlig til Norges Historie i dette Tidsrum findes hverken Haralds Tilegnelse eller Haakons Tilbagegivelse af Odelen udtrykkelig omtalt. Thjodrek Munks Krønike, den i Skotland fundne Historia Norvegiæ, og Ágrip, der samtlige vistnok er forfattede i Norge og kan betragtes som de ældste Forsøg paa at fremstille Landets Historie i Sammenhæng[2], tier ganske. I Fagrskinna heder det kun, efterat Slaget i Hafrsfjorden er omtalt: „þar eptir siðaðisk landit, guldusk skatter hit efra sem hit ytra.“
Heraf tør man nu ikke drage den Slutning, at den hele Historie om Odelen skulde være grebet ud af Luften eller hvile paa en blot og bar Misforstaaelse. Dertil passer den for godt ind i den øvrige Sammenhæng. Baade er det i og for sig sandsynligt, at Kongedømmets sterke territoriale Udvidelse her som andensteds har medført en tilsvarende Forøgelse af dets Ret[3], saavelsom at det siden efter Haralds Død under Striden mellem hans Sønner har maattet træde et Skridt tilbage, og Snorres og Egils Saga’s Beretning stem-
