Egils Saga. Snorre fortæller i Harald Haarfagres Saga Cap. 6, at Harald „satte den Ret overalt, hvor han lagde Landet under sig, at han tilegnede sig al odel og lod alle Bønder give sig Landskyld, baade mægtige og ringe“, at han satte en Jarl i hvert Fylke, der skulde domme Lov og Landsret og oppebære de kongelige Indtægter mod selv at nyde Trediedelen, at hver Jarl skulde have 4 eller flere Herser under sig, som hver skulde have 20 Mark Veitsle og til Gjengjæld underholde paa egen Bekostning 20 Hærmænd til Kongens Tjeneste, medens Jarlen skulde underholde 60, – „og, føjes der til, saameget havde Harald forøget Paalæg og Landskylder, at hans Jarler havde mere Magt end Kongerne fordum“; – fremdeles fortæller han i Haakon den Godes Saga, Cap. 1, at Haakon paa Thinget i Throndhjem bød sig til at gjøre Bønderne odelsbaarne og at lade dem faa deres Odel, som de paabyggede, tilbage, naar de vilde tage ved ham og give ham Kongenavn.
Fra Heimskringla er denne Beretning igjen ordlydende eller med uvæsentlige Forandringer gaaet over i den større Olaf den Helliges Saga[1], i de forskjellige Recensioner af den større Olaf Tryggvasøns Saga, samt i Haralds þáttr hárfagra og Upphaf ríkis Har. hárf., i Flateyarbók I.
Egils Saga fortæller Cap. 4: „Harald tilegnede sig i hvert Fylke al Odel og alt Land, bygget og ubygget, ja endog Søen og Vandene; alle Bønder skulde være hans Lejglændinger, saa og de, som ryddede i Skogerne, Saltbrænderne og alle Vejdemænd, baade paa Sø og Land, de bleve ham alle tjenstbundne“; – dernæst Cap. 62: „Haakon fik
- ↑ Om dennes sandsynlige Forhold til Heimskringla se Munch og Unger’s Udgave, Christiania 1853, Fortalen.
