ham allesteds, og ved hvis Forelæsninger og Disputationer ban selv var en opmærksom Tilhører[1]. Overhovedet ledes vi ved Skildringen af Haralds Hofholdning og den Pragt, hvormed han omgav sig, til en Forestilling om, at han har dannet sig efter de bedste fremmede Mønstere og lagt an paa at være Konge i europæisk Stiil. Men dette er vistnok ogsaa det Synspunct, fra hvilket den af ham grundlagte nye ordning af Styrelsen og Landets Forfatning vil kunne paa den meest tilfredstillende Maade blive forklaret. Det, vi veed om denne Ordning, giver fuld Grund til at antage, at den i sine væsentlige Træk har stemt overeens med, hvad der paa hiin Tid var bleven gjældende Statsret og Samfundsorden i Europas store Culturlande. Harald har, samtidig med at han grundede den Norske Stat, givet den en Organisation, hvorved den saa at sige førtes midt ind i Strømmen af den almeeneuropæiske Udvikling; han fremstiller sig ikke som Udøver af en barbarisk Erobringens Ret; men som en Hersker, der stod paa Tidens Højde og havde tilegnet sig dens raadende politiske Ideer: saaledes vil det bedre kunne forstaaes, at han, uagtet han ved sine Foranstaltninger havde grebet saa dybt og skaanselsløst ind i Folkets gamle Retsorden, dog kunde vinde dets Hengivenhed og efterlade et højt hædret Minde.
De Kilder, der udtrykkelig omtaler Haralds Inddragelse af Odelen og nye System for Landets Administration og kan gjælde som selvstændige, er Snorre’s Heimskringla og
- ↑ Se herom t. Ex. Guizot, Hist. de la Civilis. en Franee II. 190 ff.
