Blandt sine Hirdmænd agtede Harald Skalderne højest,
er det fortalt; de fulgte ham jevnlig, og ban lod dem sidde
ligeoverfor sig i det saakaldte ringere Højsæde, der gjaldt
som den fornemste Plads næst hans egen. Disse Skalder
var berømte, og deres Kvæder lærtes udenad og gik fra
Mund til Mund. Brudstykker af flere er endnu bevaret, og
vi seer deraf, at de foruden Harald selv og hans Bedrifter,
ogsaa har besunget mythiske og sagnhistoriske Emner. Hiin
Tids Digtekunst bestod, som bekjendt, for en væsentlig Del
i Omskrivninger og Billeder, hentet fra de gamle Gude- og
Heltesagn. Det hørte derfor til Skaldernes Fag at kjende
disse, og denne deres Kjendskab til Fortiden har det vel
været, som fornemmelig gav dem Adkomst til at optræde
som Kongernes Fortrolige og Raadgivere. De var sin Tids
Lærde, den folkelige Traditions og den nationale Dannelses
rette Bærere. Idet Harald omgav sig med de meest ansete
skalder og andre Viismænd, der var fortrolige med de nedarvede
historiske Traditioner og Retssedvaner[1], blev hans
Hof et Slags aandigt Centrum tor det hele Folk, og hans
Herredømme fik derved en anden og bedre Grund at staa
paa end den blotte ydre Vælde.
Harald med sit Følge af Skalder og gamle Viismænd, af hvilke han „nam minnigr marga speki“, minder os om Karl den Store med hans berømte Hofacademie, der fulgte
- ↑ Se Fltb. I. 567 deVers, der tillægges Thjodolf den Hvinverske:
Margir gerdu
millding snaran
hraustir menn
heim at sækja,
eigi sidr
ødling fylgdu
gamlir menn
ok gerduzt kærir
Nam minnigr
marga speki
af gömlum mönnum
sá er gull midladi;
var astudigr
öllu fólki
Uplanda gramr
af örleik sinum.
