Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Andet Bind.djvu/187

183

OM HARALD HAARFAGRE.

Vi seer, at Harald forstod at omgive sig med megen ydre Glands, og at han førte et efter Tidens Læjlighed glimrende Hof. Dette maa have andraget til at forsone med hans strenge Regimente. Hofferne: vare hiin Tids Skoler, hvor unge Mænd af høj Byrd tillegnede sig Verdenserfaring og slebne Sæder; selve den blotte ydre Pragt var dengang langt mere end nu et Opdragelses- og Udviklingsmiddel. Allerede Tacitus omtaler, at hos de germaniske Folk Fyrstens Magt og Anseelse i en væsentlig Grad beroede paa hans Hird eller Følge af haandgangne Mænd. „Fyrsterne kappes om, heder det, hvem der kan samle om sig de fleste og haandgangne Mænd; dette er i Fredstid en Hæder og i Krigen et Værn“ [in pace decus, in bello præsidium]. Om Harald fortælles det nu, at hans Hird var talrig og paa det bedste sammensat. Han var sejrsæl og gavmild; en stor Mængde Jordejendomme og andet Gods maa ved Erobringen være faldet i hans Haand, saa han var istand til at lønne godt. Derfor kappedes ogsaa ærgjærrige unge Mænd rundt omkring fra Landet om at træde i hans Tjeneste; men kun saadanne optoges i Hirden, der var udmærkede ved Mod og Vaabenfærdighed eller i andre Henseender^[1]. I Eventyret om Norna-Gest, der blev trehundrede Aar gammel og havde opholdt sig hos mange berømte Konger eller Sagnhelte, tillægges der denne den Ytring, at Harald Haarfagre „var vandastr at hirdsidum allra fyrr nefndra konunga“^[2]. Et sikkrere Vidnesbyrd om Haralds „hirdpryði“, – et Øjenvidnes Skildring af hans Gavmildhed og pragtfulde Hofholdning, – besidder vi i de i Fagrskinna^[3] optagne Brudstykker

1. Snorre, Har. Hárf. S. {{sperret|Cap. 9. Egils Saga Cap. 6.
2. Flateyjarb. I. 357.
3. Pag. 3 ff. oversat af Munch i N. F. H. I. 1. 574, af Keyser, i Nordm. Liter. 280–81.