for hvilken endog de stiveste Tilhængere af den gamle Tingenes Orden, saadanne som Kveldulf, bøjede sig med et Slags Resignation som for en højeste Ret. Han har maaskee ikke været sig bevidst, at han repræsenterede andet end sin egen og sin Æts Magt, at han arbejdede for andet end et reent personligt Magtsformaal. Men dette er et Forhold, der ofte nok har gjentaget sig: Handlingsmandens Genius viser sig deri, at hans Ærgjærrighed, hans Herskesyge altid finder frem der, hvor der er noget varigt at grunde, og det er, hvor almene Ideer eller Instincter har beredet Grunden, at den, hvor reent personlig den end er eller synes, dog altid har pagt med disse og stiller ham Formaal, der er realisable, fordi de falder sammen med Udviklingens, Tidens eller Folkets Krav og Behov.
En lignende Betragtning som den, der her er gjort gjældende med Hensyn til Haralds Samerobring af de Norske Fylker, vil nu vel ogsaa have Anvendelse paa hans Styrelse i Almindelighed, hans saakaldte Ophævelse af Odelen og det nye System for Stats- og Samfundsordning, som han indførte. Det kan ikke have været en principløs Vilkaarlighed, som raadede her; hvad der synes tilfældigt maa dog have været betinget af en Regel, – den raa Vold, det personlige Magtbegjær maa have havt støtte i en højere Ret. Hvor forskjellig hiin Tid end var fra vor, saa har dog vel i det Store taget Betingelserne for at vinde varig Magt over Menneskene og fremkalde deres Beundring været de samme da som nu: der har krævets en aandig Overlegenhed, en Tankens eller Aandens Ret, en Sammenhæng mellem den enkelte Person og det Almindelige, – det Nationale eller Europæiske, – som man ikke ræsonnerede over, som man ikke var sig klart bevidst, men som man instinctmæssig bøjede sig for.
