berede sig paa at møde dem og søge at sideordne sig dem i Magt som i Ret; den maatte drives videre paa den engang indslagne Bane: ligeoverfor et Dansk og et Svensk Rige kunde ikke stilles noget mindre end et samlet Norsk Rige; de to fremkaldte med en vis Nødvendighed det tredie. – Sagnet tillægger, som vi veed, Halfdan og hans Hustru store Drømme, der varslede deres Afkoms fremtidige Magt. Slige Saga om Forvarsler eller betydningsfulde Drømme, der i Oldtiden saa hyppig blev knyttet til Mindet om fremragende Mænd eller Begivenheder, giver Udtryk for den instinctmæssige Følelse af, at det Store ikke kommer frem med Eet, men i Regelen er forberedet ved en lang forudgaaende Udvikling: – der er en Sandhed i dem. Hvad Halfdan Svarte havde gjennemført, pegte allerede saa bestemt i en Retning, der enten maatte føre til en Forening af samtlige hidtil uforbundne Norske Fylker eller til deres Underkastelse under et af de ældre skandinaviske Riger, at det nok kunde fremkalde en Ahnelse eller et uklart Ønske, hvorved Eftermandens Værk blev foregrebet.
Idet Harald aflagde det Løfte, at han ikke vilde lade sit Haar skjære, inden han havde taget Skat af hver Opdal og hvert Udnes, saalangt som Norge strakte sig, kan det altsaa i en vis Forstand siges, at en national Tanke har inspireret ham. Der har forud været en Følelse eller Erkjendelse af folkelig Samhørighed tilstede hos de Norske Stammer, og Harald var efter sin Æts Historie og sin egen Stilling den rette Mand til at repræsentere denne og føre den frem. Den var for svag og havde for store naturlige Hindringer at kjæmpe mod til at arbejde sig frem paa egen Haand, ved en fredelig Udvikling; men hvor svag den end var, kan vi ikke tvivle paa, at den i stilhed har været Harald en nyttig Forbunden og udgjort en Deel af den Lykke
