Grændse forekommer i Ottars Rejseberetning, hvis Beskrivelse af Forholdene i Norge svarer til Tiden nærmest forud for Fylkernes Samling[1], og Fælledsbetegnelsens Opkomst viser, at Fælledsskabet er bleven følt og erkjendt. Her som andensteds maa dem nationale Følelse være bleven fremkaldt og skjærpet ved et Modsætningsforhold, og det er i denne Henseende værdt at bemerke, at Samlingen udgaar fra Landets sydøstlige Kant, hvor de to ældre skandinaviske Riger stødte umiddelbart op, og hvor derfor hiin Modsætning, til hvilken Nordmandsnavnet saa øjensynlig knytter sig, maatte gjøre sig tidligst og sterkest gjældende. Haralds egne Forfædre har vistnok staaet i et Afhængighedsforhold til de Danske eller Svenske Overkonger; selve den Norske Tradition tyder herpaa[2]. De har arbejdet paa at løsgjøre sig fra dette Forhold, idet de fandt et Støttepunct for sin Magt i det religiøse og retslige Fælledsskab, som uden Tvivl fra gammel Tid bestod mellem de søndenfjeldske Fylker. Haralds Fader, Halfdan Svarte, fremtræder allerede som en fuldkommen selvstændig Fyrste. Han underlagde sig de fleste af hine Fylker, og han knyttede dem sammen til et virkeligt Rige, idet han, som det heder, satte Eidsivathingslagen, det vil sige: ordnede de hidtil gjældende fælleds Vedtægter, fik dem antagne der, hvor de ikke før var det, føjede nye til, udvidede og befæstede det ældre religiøse og retslige Fælledsskab, hvis Repræsentant han selv var bleven. Han blev paa denne Maade mægtigere, end nogen Norsk Konge før ham havde været, og kunde tro sig sterk nok til at unddrage sig den gamle Afhængighed. Men derved havde han udfordret Dane- og Sveakongernes Fiendskab; han og hans Æt maatte
