som Kveldulf udtrykte sig, Lykke i Lasseviis, medens Smaakongerne neppe havde en Nævefuld. Men hos de gamle Nordmænd som hos Germanerne overhovedet fremtraadte ved Siden af den trodsigste Uafhængighedsaand et sterkt fatalistisk Drag. Lykken gjaldt dem som en Gudsdom; for den Lykkelige havde de et Slags religiøs Ærefrygt, og fra denne Følelse til Hengivenhed er intet langt Skridt.
Vi maa, for rigtig at forstaa Haralds Færd og Forhold til Folket, ikke tabe afsyne, at Voldsomhed, bratte Overgange, hensynsløs Forfølgelse af reent personlige Magtformaal stemmede med Tidens og Folkets Charakteer og dengang i langt højere Grad end nuomstunder hørte med til Udviklingens nødvendige Vilkaar. Man havde kun i ringe Grad Syn for almindelige Ideer eller Principer; man var sig dem ikke bevidst; saameget lettere undergav man sig Kjendsgjerningen; saameget sterkere og mere ubetinget maatte det Indtryk være, som den Enkeltes personlige Kraft eller Lykke kunde gjøre. Men for det reent Tilfældige, for den blotte ydre Vælde bøjer Menneskene sig dog aldrig godvillig, og endog i en raa og voldsom Tidsalder, som denne, var det utænkeligt, at en enkelt om end nok saa vældig Personlighed skulde kunne grunde noget varigt og bøje et heelt Folk under sig og sit Minde, medmindre han paa en eller anden Maade repræsenterede hvad vi kalde en Idee eller almindelig Tanke, som, om den end var tilstede i en noksaa dunkel eller blot instinctmæssig Form, dog maatte synes at give ham en højere Ret end den, der laa i Spydsodden.
Harald Haarfagre appellerede ikke til nogen hos de Norske stammer raadende Følelse af national Eenhed og Samhørighed. Alligevel veed vi, at en saadan Følelse virkelig var tilstede. Navnet Nordmænd som Fællesbetegnelse for stammerne mellem Gautelven og Haalogalands nordligste
