i og for sig tillægges synderlig Betydning; men de faar Vægt ved andre Træk. Han blev gammel og tungfør, uden at der skete noget Forsøg paa at forurolige ham i Besiddelsen af en Magt, som han var kommet til paa en saa voldsom Maade, og som han havde gjort en saa streng Brug af. Og, da hans Søn Haakon Adalsteinsfostre fremstillede sig for Thrønderne med Begjæring om, at de vilde stadfæste hans Ret til Kongedømmet, gjaldt det som den bedste Anbefaling for ham, at han var sin Faders udtrykte Billede.
Man seer, at Harald, for at befæste sit Herredømme, søgte at knytte til sig med Venskabsbaand indflydelsesrige Høvdinger i de Fylker, som han havde underlagt sig [Haakon Jarl i det Throndhjemske, Ragnvald Jarl paa Møre, Hroald Jarl i Fjordene o. fl.]. Men i et saadant Forhold til ham har dog kun de Færreste kunnet indtræde. Af hans uforsonligste Modstandere, af de højbyrdige Ætter, der paa det sterkeste var knyttede til den gamle Stammeforfatning, flyttede Mange bort fra Landet. Men det kan dog vel ikke være tvivlsomt, at Fleerheden af dem, hvem Smaarigernes Sammenføjning til et politisk Hele og Odelens Ophævelse indskrænkede i den tilvante Frihed, uden at de fik Bod derfor i store Forlehninger, er blevet tilbage, og naar Harald desuagtet ikke efterlod et forhadt Minde hos Folket, men tvertimod, indseer vi, at hans Personlighed har imponeret og fremkaldt en Beundring, som efterhaanden trængte andre Indtryk i Baggrunden.
Han havde havt Sejr i alle de Slag, han holdt med Smaakongerne, og Lykken fulgte ham uafbrudt. Han havde,
gaaet over i Heimskringla, Har. Hárf. S. cap. 25. – Det fortjener at bemerkes, at Ágrip maa antages for at være af Norsk Oprindelse og at fremstille den særlig Norske, ikke den islandske Tradition. Se G. Storm, „Norske Historieskrivere paa Kong Sverres Tid“, i Aarbøger for Nord. Oldk. 187 f. S. 425 ff.
