standere; det var dem fremfor alle, som valgte „heller at fly sin Odel end at blive Kongetræle og nyde som Gave hvad de selv ejede“[1]. Men dem kunde det heller ikke falde saa tungt at forlade Landet, da de allerede forud var halvt expatrierede og stod saa at sige med den ene Fod i Norge og den anden i Vesterlandene; de flyede sin Odel, men de flyede til Frænder og Besiddelser paa den anden Side af Nordsøen, hvorfra de kunde vente at optage Kampen paanyt, og det var først mange Aar bagefter, at de ved andre Begivenheder blev rykkede op ogsaa herfra og nødte til at søge sig et Tilflugtssted paa det fjerne Island.
Imidlertid, – hvormeget man nu end paa denne Maade vil bringe i Afdrag paa det umiddelbare Indtryk, som de talrige Udflytninger og Kildeskrifternes Udsagn gjør, saa bliver der dog nok tilbage for at vise, at Harald ikke har faret afsted med Lempe, at han ikke har ladet sig nøje med at forene Fylkeskongernes Magt i sin Haand. Det er øjensynligt, at han, ved at grunde en ny Statsskik, har taget med haarde Hænder paa Folkets hævdede Retssedvaner og Følelser, og at hans Styrelse længe maa havs bevaret den Charakteer at hensynsløs Voldsomhed, der er betegnet i Udtrykkene om hans Samling af de Norske Fylker.
Alligevel synes hen at være bleven paa en Maade populær og hans Minde at have været et højt agtet. Hans Død vakte Sorg hos alle, heder det i en Saga[2]; han glædedes ved sine Undersaatter og hans Undersaatter ved ham, heder det et andet Sted[3]; Disse Udtryk bør maaskee ikke
- ↑ Disse Ord tillægges den Rogalandske eller Hørdske Høvding med Kongetitel Geirmund Heljarskinn, Grettis Saga Cap. 3.
- ↑ Han var „af hverjum manni mjök harmadr“. Flateyjarbók I. 582.
- ↑ „Gladdisk hann af þegnum sínum, en þegnar af honum, ok ríkit af hvárutveggja. Ágrip Cap. 4. Fra Ágrip er dette Sted ordret
