Hjemmet. Denne Bevægelse udgik navnlig fra Agder og Rogaland. De fleste Egdske og Rygske Høvdinger, som kjæmpede mod Harald i Hafrsfjorden, synes, foruden sine Ættejorder i Norge, ogsaa at have havt Magt og Besiddelser i Landene vesterpaa; om flere af dem veed vi, at de stod i Slægtskabs- og Svogerskabsforhold til Irske og Skotske Konger eller Høvdinger, og slige Forbindelser vilde de neppe have kunnet opnaa, om de først vare komne hid som fredløse og landflygtige Vikinger, saa det er rimeligt, at de har havt fast Fod her længe forud for Hafrsfjordslaget. Denne Omstændighed tjener ogsaa til at forklare, at Harald rustede sig saalænge, inden han vovede at angribe de sydvestlige Fylker[1], og at han ligeoverfor dem fik den haardeste Kamp at bestaa; de har nemlig havt en Støtte for sin Uafhængighed i hiin Række af Norske Colonier og Smaariger paa øerne i Vesterhavet og langs den Irske Kyst, med hvilke de stod i Forbindelse gjennem sine Høvdingætter, og hvor den krigerske Aand blev holdt i stadig Virksomhed ved Berørelsen med de fremmede Folkeslag. Men herved taber ustridig den islandske Colonisation ikke lidet af sin Vægt som Vidnesbyrd om Haralds „ofríki“, Voldsomheden af den Omvæltning, han gjennemførte i Norges indre Forhold, Utaaleligheden af den Tvang, han lagde paa Folket. – Over Halvparten af Islands Landnaamsmænd kom vestenfra, hørte til hine Egdske, Rygske eller Sognske Høvdingætter, som allerede før Haralds Tid havde udbredt sig over Øerne i Vesterhavet. De havde sin Odel i Norge, og mange af dem deeltog i Kampen mod Harald i Hafrsfjorden. Det var netop i dem, han fandt sine stridbareste og meest uforsonlige Mod-
- ↑ Nemlig i 3 Aar, medens han i 3 Aar havde underlagt sig hele det Nordenfjeldske og Fylkerne indtil Sogn. Gudbr. Vigfusson, Safn. t. S. Isl. I. 210–11.
