store Landnaamstid falder mellem Aarene 890 og 900, altsaa en 20 Aar eller mere efter Hafrsfjordslaget, og de fleste og mægtigste af de Colonister, som i dette Tidsrum nedsatte sig paa Island, kom ikke fra Norge, men fra Landene paa den anden Side af Nordsøen. Det var Norske Høvdinger, som længe havde havt Tilhold ved de Skotske eller Irske Kyster, og de Begivenheder, som rykkede dem op herfra, har udentvivl været Haralds Vesterhavstog og den Norsk-Skotske Hærkonge Thorstein Raudes faa Aar efter [c. A. 888][1] indtrufne Fald under en Opstand af Skoterne. Disse „Vestmænd“ var fordetmeste indbyrdes besvogrede eller beslægtede og synes at have dannet et eneste vidtudbredt Slægtsforbund, der støttede sig til den Sognske Herse Ketil Flatnef’s Herredømme paa Syderøerne og hans Dattersøn Thorstein Raudes paa det Skotske Fastland, og som opløste sig ved den sidstnævntes Fald. Deres Ætter hørte hjemme i Norges sydvestlige Fylker; men mellem disse Fylker og Landene vesterpaa har der aabenbar længe før Haralds Tid været knyttet sterke og varige Forbindelser. Fra Norges sydvestlige Kyst var der kun et eller et Par Døgns Sejlads til Hjaltland; derfra øjnes Orknø, og fra Orknø er der igjen et kort Havstykke over til Syderøerne. Paa disse af farlige Strømme omflydte Øer havde Norske Vikinger fundet et sikkert Tilflugtssted, og herfra havde de udbredt sig videre sydover, navnlig langs den Irske Østkyst, vundet Besiddelser og stiftet en saa at sige sammenhængende Række af Smaariger, medens de stadig bevarede Forbindelsen med
- ↑ Munch, Det Norske Folks Hist. I. 1. 508–9 vil have Thorsteins Fald henført til 874 eller 875 og kommer saaledes til at sætte Haralds Vesterhavstog samtidigt med eller endog tidligere end Hafrsfjordslaget. Se herimod G. Vigfusson, Safn t. S. Isl. I. 221. 223.
