„bedre at fly sine Ejendele end at finde sig i Uretferdighed enten af Kongen eller nogen anden Mand“. – Skildringen i Egils Saga af Haralds Forhold til Thorolf Kveldulfssøn viser os hans Charakteer i et alt andet end gunstigt Lys, og hans Stilling ligeoverfor Folket som en alt andet end landsfaderlig tryg og indfredet; man fristes næsten til at sige, at han fremstiller sig som en mistænkelig og grusom Despot, hvis Øre er aabent for alskens Bagvaskelse, og som frygter enhver fremragende Mand, fordi han veed, hvor forhadt han er. Nu er det vel saa, at denne Skildring, der er bygget paa Traditionen inden Thorolfs egen Æt, ikke kan ansees for ganske upartisk. Og det gjelder vel ogsaa om de øvrige reent-islandske Kildeskrifter, at de fremstiller Haralds „ofríki“ og den ved ham frembragte Omvæltning i et eensidigt og overdrevent Lys. De til Island udvandrede Høvdinger og Storbønder var jo netop de skarpeste Oppositionsmænd, hvem Omvæltningen rammede paa det føleligste; de og den fra dem stammende Tradition har følgelig maattet see denne fra dens mørkeste Side. For Islands Historie var Samlingen af de Norske Fylker det faste Udgangspunct; at nu Traditionen efterhaanden kom til at fremhæve dette Udgangspunct for sterkt, at den knyttede for nær til det, opfattede som umiddelbar Følge hvad der kun var en fjernere Virkning, er ikke andet, end hvad der paa Forhaand maa synes naturligt og rimeligt. Og det.er godtgjort, at det virkelig forholder sig saa. Det er godtgjort[1], at Landnáma ofte tager fejl, idet den sætter Udflytningerne til Island for nær Hafrsfjordslaget og lader Landnaamsmændene komme umiddelbart fra Norge istedetfor fra Irland, Skotland eller de skotske Øer. – Den
- ↑ Se Munch, Fortalen til Chronica Regum Manniæ, og navnlig Gudbrand Vigfusson, Um tímatal í Islendinga Sögum, Safn til Sögn Islands I.
