lændinger“, heder det i Egils Saga. Og denne Brandskatning, denne Inddragning af den frie Jordejendom synes han ikke mot at have udstrakt til de Fylker, som han havde underlagt sig med Vaaben i Haand, men ogsaa til sine Arvelande i det Søndenfjeldske Norge. Baade Odelens Ophævelse og dens Tilbagegivelse ved Haakon Adalsteinsfostre omtales nemlig som Foranstaltninger, der gjaldt det hele Rige. Da det rygtedes paa Oplandene, heder det, at Thrønderne havde taget sig en Konge, som lignede Harald Haarfagre i alt uden deri, at Harald havde trælket Folket, medens Haakon vilde hver Mand godt og bed at give Bønderne deres Odel tilbage, blev alle glade, og denne Tidende fløj som Ild i tørt Græs heelt øst til Landsenden.
Hvor voldsom Omvæltningen var, og hvor dyb og almindelig Uvilje den vakte: derom vidner ogsaa noksom de talrige Udflytninger, som fandt Sted fra Norge i Tiden nærmest efter Hafrsfjordslaget, navnlig til Island. Mange af de gjæveste og højbyrdigste Mænd tog det Parti at forlade Landet, at bytte bort frugtbare og veldyrkede Ættejorder for en øde Strand under Polarcirkelen[1], og Kilderne fremhæver, idet de omtaler disse Udflytninger, i de sterkeste Udtryk Haralds „ofríki“, hans haarde og trykkende Styrelse, der tvang dem til at gjøre et saa daarligt Bytte. „I Harald Haarfagres Dage“, heder det saaledes etsteds[2], „blev Island bygget; thi Mænd taalte ikke den Tvang og Trældom, han lod gaa over Folket, navnlig ikke de, som var af stor Æt og stort Sind og havde Magt og Rigdom; dem tyktes det
