Eirik Eymundssøn de svenske samtidig med Harald Haarfagre; men Upaalitligheden af denne Efterretning er tilstrekkelig godtgjort[1]. Samlingen af det danske og svenske Rige ligger forud for al Historie. Om Tiden, naar den fandt Sted, og Maaden, hvorpaa den fandt Sted, om det skete ved Erobring eller fredelig Sammenslutning: er intet sikkert bekjendt. Alene Norges Samling er en historisk Begivenhed.
Om denne veed vi nu, at den fra først til sidst har en voldsom Charakteer. Harald Haarfagre appellerede ikke til nogen hos de Norske Stammer levende Følelse af national Samhørighed, idet han iverksatte sin Plan at forene dem under sin Myndighed. „Han ryddede Riget for sig“, „brød sig til Riget“ [ruddi ríkit fyrir sér, brauzt til ríkis] er de i Sagaerne sedvanlig brugte Udtryk om Samlingen, og i dem er ialfald dens ydre Væsen betegnet. Det var Blut- und Eisenpolitik, alene forskjellig fra den moderne derved, at den fremtraadte ganske utilsløret og ikke søgte at forstikke sig under nogen fremmed Forklædning. Man seer vel, at en og anden ærgjerrig Stormand frivillig sluttede sig til ham i Haab om at faa Deel i Byttet. Men Folket i det Hele synes at have staaet fast ved den gamle Tingenes Orden og maatte tages med Magt. Da Harald over Dovrefjeld kom ned i Opdal, begyndte han med at dræbe Mænd og brænde Bygderne, og saaledes foor han frem, til han havde lagt Landet under sig. Han optraadte som Erobrer og synes efter Sagaernes Beretning at have gjort Erobringens Ret gjeldende saa skaanselløst, i en saa viid Udstrekning, at det endog i hiin Tidsalder er uden Sidestykke. „Han satte den Ret allevegne, hvor han lagde Landet under sig“, fortæller Snorre, „at han tilegnede al Odel og lod alle Bønder, store og smaa, give sig Landskyld“. „Alle Bønder skulde være hans Lejg-
- ↑ C. A. E. Jessen, Undersøgelser til Nordisk Oldhistorie.
