hvorfor Anna dog muligvis, hvis vor i det Foregaaende forsøgte Fortolkning af Maria Stuarts hende givne Pas er rigtig, allerede tidligere kan have faaet et Vederlag. Anna lod da i Retten fremlægge og oplæse de Breve, hvorved han, dengang han „tog hende ud af hendes Fædreneland og Gaard“ og „førte hende til fremmede Lande“, „havde tilsagt hende og hendes Forældre at holde hende som sin ægte Hustru“. Hun foreholdt ham hans utroskab og Brud paa de Løfter, han havde givet hende og hendes Forældre „med Haand, Mund og Breve“, og lod ham vide, at hun vel vidste, at han nu havde tre Hustruer i Live, „først hende, dernæst en anden i Skotland, fra hvem han havde kjøbt sig, og den sidste er Dronning Maria“. Derfor, mente hun, „var det Intet bevendt med hannem“. Enden paa denne Sammenkomst blev da den, at Jarlen lovede hende „aarlig til Rente af Skotland et hundrede Daler“, (hvilke Penge hun naturligvis ikke kan antages at have faaet, naar man betænker Bothwells senere Skjebne) samt overlod hende den mindste af sine Pinker „med Anker, Tog og anden Behøring“[1].
Tretten Dage derefter, den tredivte September 1565, forlod Bothwell Bergen og drog med Christiern Aalborg til Kjøbenhavn. Erik Rosenkrands havde i de sidste Dage havt Jarlen hos sig paa Slottet, „vist ham megen Ære“, ja endog holdt en „stadselig Banket“ for ham og hans Adelsmænd. Dette var da en af de sidste Banketter, som Bothwell oplevede, thi fra sin Ankomst til Danmark var Maria Stuarts Mand
- ↑ Mag. Absalons Beretning i Norske Magasin, 1, S. 332 Ogsaa fremmede Forfattere ere i den senere Tid blevne opmærksomme paa Bothwells Forhold til Anna, men naar en af dem (Wiesener, Marie Stuart et le comte Bothwell, p. 482) omtaler „la noble dame de Norvège, Anna Thrundessen“ som „proche parente de Rosencrantz“ tager han ganske feil.
