at forevise. Bothwell lod derfor „en af sine Adelsmænd“ gaa ombord paa „Bjørnen“ og oplyse, at den Person i Skotland, som skulde udstede saadanne Papirer, for Tiden befandt sig i Fangenskab. Derhos opfandt han for Leiligheden den Fortælling, at de vare komne for at søge Tjeneste hos Frederik den anden. Snart fik dog Christiern Aalborg høre, at fyrretyve af Skotterne vare Adelsmænd, og at en iblandt dem, som var iført „gamle, revne og paltuge Baadsmandsklæder“, gjorde Fordring paa at være „den ypperste Regenter i alt Skotland“. Den danske Skibshøvedsmand lod nu de menige Skotter sætte i Land og fordelte dem indtil Videre som et Slags Fanger blandt Bønderne i Egnen, besatte de to Skibe med sine egne Folk og seilede saa ad Bergen til med dem og deres hidtilværende Skippere samt Bothwell og de øvrige Adelsmænd. Selv har Bothwell siden forklaret, at, havde han blot kunnet ane, at Christiern Aalborg vilde tage ham til Fange, da skulde han med sine Folk nok formaaet „at vise ham og hans Kompagni, hvad der tyktes ham bedst“, og det var efter hans Paastand kun ved List og ved om Natten opbudne norske Bønders Hjælp, at det var lykkedes Aalborg mod hans Vilje at føre ham nordover[1].
- ↑ Idet jeg selvfølgelig paa dette Punkt af min Fremstilling væsentlig støtter mig til F. Schierns bekjendte Afhandling „James Hepburn, Jarl af Bothwell, hans Anholdelse i Norge og hans Fængselsliv i Danmark“ (Dansk hist. Tidsskrift, 3. Række, B. 2, ogsaa særskilt, Kbh. 1863), skal jeg til de af den lærde Forfatter anførte Vidnesbyrd føie endnu en utrykt samtidig Beretning om Bothwells Ankomst til Norge, der indeholdes i et Brev fra Frederik den anden til hans senere Svigerfader Hertug Ulrik af Meklenburg, skrevet i Aalborg den 14 Nov. 1567. (Ausland. Registr. i Geh.-Arch). Det heder her, at Bothwell, da han fangedes ved Karmsund, havde hos sig 200 Mand (selv sagde han siden 140), hvoraf 40 Adelsmænd, „welche sich erstlich nicht nu erkennen geben wollen, sondern fürgegeben, dass sie aus Schottland kämen
