Allerede før Bryllupet hevde Maria udnævnt sin Elskede
til Hertug over Orknøerne, hvorhen Bothwell nu ogsaa
fandt for godt at begive sig. Befalingsmanden paa Slottet
i Kirkwall negtede imidlertid Hertugen Lydighed, og denne
drog da videre til Hetlandsøerne. Paa disse afsides Øer
troede han sig nogenlunde sikker. Han inddrev en Skat
af Levnetsmidler hos deres endnu rent norske Bondebefolkning
og skaffede sig flere Skibe ved Overenskomst med hanseatiske
Skippere, som laa ved Kysten. Men hans ivrige
Modstandere i Skotland hvilede ikke, og den sex og tyvende
August viste sig fire fiendtlige Krigsskibe ved Hetland. Kun
med største Nød lykkedes det ham at undfly sine Forfølgere,
idet en stærk Storm skilte ham fra disse og drev ham
med to armerede Skibe ud i den aabne Nordsø.
Vinden førte de to Skibe hen til Norges for Mandskabet ubekjendte Kyster. Det første Punkt af disse, som de fik at se, var Farvandet ved Karmøen, hvorhen de ankom i en vistnok lidet lystelig Forfatning. I Skyndingen havde de ikke engang kunnet faa tilstrækkelig Proviant med sig fra Hetlandsøerne, og Skotlands Storadmiral havde under Uveiret lidt af Søsyge. En Skipper fra Rostock hjalp en Aftenstund Skotterne ind til Karmsund. Men samtidig indtraf ogsaa her et dansk Orlogsskib „Bjørnen“, hvilket Bothwell strax saluterede med sine Skibes Kanoner, men hvis Høvedsmand Christiern Aalborg, dog fandt sig beføiet til at undersøge, hvem det var, som med „gerustede Pinker“[1] beseilede hans Herres, Kong Frederik den andens Have og strømme. Han udbad sig at se den „Besked Søbrev og Leide, som det søfarende oprigtige Folk sædvanlig pleie og pligtige ere at have“, men de Fremmede havde naturligvis intet Søpas
- ↑ Ved en „Pinke“ forstod man et mindre tomastet Orlogsskib.
