for sig, men da Morgenen kom, var Fangen rømt, og hans „Steinmeister“ havde gjort ham Selskab. Før sin Flugt havde Enno sørget for at faa sin Kone og Tjener afsted og selv i nogle Dage spillet syg og sengeliggende. „Steinmeistren“ kom igjen, men til de Svenskes Ærgrelse gjorde Markgreven Intet for at forhøre ham om den Rømte.
Fra Antwerpen drog Enno sydpaa og begik et Mord i Hertugdømmet Jülich. Han blev greben, men rømte paany. Med en Skydsmand („Fuhrmann“), der nu ledsagede „ham, aftalte han derpaa et nyt Rovmord. En rig Danziger-Kjøbmand var paa Hjemreise fra Antwerpen med sin Kone, som hørte hjemme der, og førte med sig Penge, Guld, Sølv og Klæder i Mængde. Enno og hans Skydsmand dræbte de uskyldige Mennesker paa den keiserlige Landevei, sex Mile fra Køln, men da Rovet skulde deles, skød Enno lumskelig sin Medskyldige bagfra for at beholde det Hele alene og begrov derpaa sine Ofre i en Sandgrøft. Denne rædsomme Gjerning var dog ikke foregaaet uden et Vidne, thi en forskrækket Hyrde havde fra sit skjulested iagttaget det og skyndte sig strax afsted efter Folk, der grebe Enno. Nu kom han paa den stærke Fæstning Angermunde i det Jülichske og maatte efter mange Udflugter og Benegtelser under et pinligt Forhør tilstaa Sandheden; de Myrdedes Familie havde indfundet sig fra Antwerpen og kjendte Enno igjen fra hans Ophold der. Han blev da i Aaret 1571 henrettet og lagt paa Steile, omtrent tre og tredive Aar gammel. Alt, hvad Hertug Carl fik tilbage, var Akterne fra det pinlige Forhør, hvilke, som allerede før antydet, have været Kilden til denne Criminalhistorie.
