Danzig. Den flotte Brug, han her gjorde af sine Værdisager, vakte vel strax Opmærksomhed og Mistro, men det lykkedes ham ikke destomindre at bane sig Indgang hos Byens Patriciat og at blive gift med en Kjøbmandsdatter. Efter Bryllupet ilede han videre med sin Brud og reiste gjennem Tydskland ind i Frankrige med fire smukke Heste for sin Vogn. Imidlertid kom Hertug Carl til Gripsholm og vilde holde en Banket med sine Venner; han skulde bruge sin Stads, og den var borte. Mistanken faldt strax paa Enno; og tvende Adelsmænd, Querin von der Olsnitz og Gisel Nilssøn, sendtes afsted for at komme ham paa Spor. I Danzig erfarede de vel hans Bedrifter, men søgte ham forgjeves paa flere Steder, f. Ex. i Pfalz og Lothringen. Heldigere vare dog to nye Udsendinge, Andreas Lorch og Sven Elofssøn, der virkelig traf ham i Antwerpen og fik Stadens høieste Øvrighed, en „Markgreve“, til at lade ham arrestere. Ogsaa hans Kone stevnedes af Markgreven for Retten, men negtede længe at møde og indfandt sig først efter Trudsler om, at hun skulde blive hentet af Bøddelens Knegt; da kom hun, pyntet med Silkeklæder og gyldne Kjæder og Armbaand, men vægrede sig ved „at lade sin Pynt undersøge og skjød Armbaandene op under Ærmerne paa sin Kjole. De to Udsendinge forstode imidlertid snart, at Enno havde vidst at skjule det Meste af det stjaalne Gods, og mærkede, at han levede lystig i Fængslet og drak Malvasiervin med sine Vogtere, især med den saakaldte „Steinmeister.“ Svenskerne frygtede derfor med Grund for, at han skulde løbe sin Vei, men lode sig dog berolige ved Markgrevens gode Løfter om, at han skulde blive vel passet, og begave sig da til Hoffet i Brüssel, hvor de (sandsynligvis altsaa hos Hertugen af Alba) udvirkede Tilladelse til at lade Enno pinlig forhøre. Dagen efter deres Tilbagekomst til Antwerpen skulde Forhøret gaa
