allerede i det sextende Aarhundrede et forulykket Menneske i sin Fortvivlelse har iført sig Patriotens Maske, ja endog efter Tidens Leilighed ikke ilde har vidst at haandtere den politiske Pathos’s hule Talemaader. Kort og godt har Tegel betegnet sin Faders „Broder“ Enno som „en Hufvudljugare och en Skelm.“ Hans senere Skjebne har denne gamle Historieskriver fortiet, men man kan dog se, at han godt har kjendt den, da han ogsaa kalder ham en Tyv. Det staar nemlig tilbage for os at fortælle om Ennos Udgang af Livet som Stratenrøver, en saa ironisk Kommentar til bane hyklede Fædrelandskjærlighed, at ikke en Digters Phantasi havde kunnet opfinde den ynkeligere.
I Erik den fjortendes sidste Dage faldt Enno ifølge sin egen Forklaring i Kongens Unaade, ikke som man skulde tro, formedelst de falske Løfter om Nordmændenes Frafald, men fordi han var bleven seet i Samtale med Hertug Carl af Sødermanland. Han sad fast et Aar, men kom efter Thronrevolutionen paa fri Fod og skal nu endog have været brugt som Høvedsmand over en Fennike Landsknegte. I Aaret 1569 fik han imidlertid af Hertug Carl, som laa i Leir i Smaaland, et Pas for at gjøre en Reise i dennes Ærinde. Han begav sig nu til Gripsholm, hvor Hertugen havde sine Klenodier og Skatte bevarede. Som Hofbetjent[1] blev ban modtaget uden Mistænksomhed, og han fandt nu Anledning til at begaa et storartet Tyveri, idet han med megen Behændighed banede sig Adgang til de laasede Hvælvinger. Man har endnu Fortegnelsen over de stjaalne Sager, det var hele Kister med Guldkjeder, Ringe og Ædelstene. Med dette kostbare Bytte skyndte han sig, idet han gjorde Brug af sit Pas, over Havet til
- ↑ „Cammer-Diener.“
