kan Eder venligeneikke forholde, at jeg er hid til Sverige kommen og naadigst af den stormægtigste Kong Erik o. s. v. er stedt til Audients, og haver jeg H. K. M. ydmygeligst berettet om den Handel, som vi os imellem havt og besluttet haver.“ Derpaa omtales, at „H. K. M. udi det første haver havt et Betænkende udi samme Handel, synderlig efter at jeg intet skriftligt Bevis havde fra Eder“, men dog snart samtykket i Ennos Forslag. Den norske Adel, heder det videre, kan ikke være sikker paa Liv og Eiendom under Frederik den andens Regimente, da han helst vil ganske udrydde den. Derfor er der intet andet at gjøre end at tage de danske Befalingsmænd og Fogder ved Halsen og overhoved dræbe „saamange Juter, man udi Norrige kan overkomme.“ Kong Erik er derimod tilsinds at holde Nordmændene ved St. Olafs Lov. Han vil gjengive Enhver, hvad Kongen af Danmark har frataget ham, og de, „som sig noget synderligen og troligen udi denne Handel sig bruge og befinde lade“, kunne vente arvelige Forleninger og kongelige Belønninger og ville blive „antagne og brugte i H. M.s Raad.“ Endelig skriver Enno: „Dette vort Foretagende er christeligt og ærligt, og os bør at hjælpe vort Fædreland ud af den Elendighed, Tyranni og Betryk, som de Norske haver overgaaet ved Jutens Regiment over os, og vi kunde aldrig bedre Lägenhet faa dertil, end nu er for Haanden.“
Erik den fjortende havde hidtil, naar undtages Baahus Fæstnings gjentagne haarde Beleiringer, kun ladet gjøre ubetydelige Streiftog mod det søndenfjeldske Norge. Nu bragte Ennos Opdigtelser den charakterløse Konge, hvis Forstand allerede dengang var rystet, til at tage ham paa Ordet og sende talrige Hære ind over Grændsen for at indtage det Land, der angaves blot at vente paa de Svenske som Befriere.
