i 1612 overleveredes Gustav Adolf, at han kun har fortalt „några af de märkvärdigaste K. Eriks handlingar, men dock icke alla för synnerliga orsakers skull, efter mitt uppsåt icke hafver varit att nu fullkomligen beskrifva hans hela lefverne, regimente och alla bedrifter.“
Tegel har maaske selv fra sin Barndom af kunnet erindre Enno Brandrøk og i ethvert Tilfælde været vel underrettet om hans Færd. Hans Fortælling om ham er den, at Enno falskelig foregav for Erik den fjortende, at Adelen i Norge, især i Bergenhus Len, samt tillige en Del af Almuen i Norge var misfornøiet med den danske Styrelse, og at de havde bemyndiget ham til at klage sin Nød for den svenske Konge og tilbyde ham at gjøre Oprør, ifald han vilde antage sig deres Sag. De vilde da strax gribe de danske Befalingsmænd, Christiern Munk, Erik Rosenkrands, Herluf Skave og Mogens Svale, og sende dem fangne til Sverige samt ihjelslaa alle de „jutiske“ Fogder rundt om i Landet.
En senere svensk Forfatter, Biskop Olof Celsius, har til Tegels Fortælling føiet Navnene paa endel af de norske Adelsmænd, som af Enno angaves at være misfornøiede og tilbøielige til Frafald fra Kong Frederik den anden[1]. Det viser sig, at disse Personer saagodtsom alle vare hans egne Slægtninge eller Besvogrede. De vare nemlig: Erik Orm til Vatne, gift med Ennos Søster Magdalena, Amund Lauridssøn (Dahl) til Sandvigen i Kvindhered, gift med en anden Søster Margrete, Jon Gautessøn (Smør) til Sveen i Findaas, en Svoger af Ennos nysnævnte Svoger Erik Orm, samt Broderen Thorbjørn Gautessøn, Jon Guttormssøn, forhen Superintendent, nu Kannik i Stavanger, ligeledes besvogret
- ↑ Konung Erik den fjortondes Historia, sammanskrifven efter gamle handlingar af O. Celsius, 2. Uppl. Lund 1795, S. 243–44.
