landske skibe vare arresterede, men det erfares tillige, at Hollænderne dog iforveien havde faaet Nys om, hvad der forestod, saa at mange Skibe havde listet sig væk, tildels udentvivl gjennem Beltet, og mange ogsaa for Sikkerheds Skyld bleve liggende i de østersøiske Havne. Men alligevel var dette et alvorligt Stød for Hollænderne. Thi deres egentlige Kornkammer, de baltiske Lande, var dem afstængt og en af deres hele Handels Hovednerver overskaaren. Ikke uden Grund kunde derfor Hr. Anders Bilde skrive til sin Konge: „Det forhaabes mig, at Ilden skal brænde saa hedt hjemme til Keiseren, at han skal forglemme (at angribe) os her udi denne Landsende.“ Danmark havde grebet Sagen an paa den rette Maade, thi det var Herredømmet over Øresund, som i hine Dage gav det Kræfter og Anseelse, ja, i en stærkere Regjerings Hænder kunde have nærmet det dansk-norske Monarki til at være en Stormagt efter Datidens Forhold[1].
I 1543 forsøgtes atter nye Underhandlinger, dennegang i den nederlandske Stad Campen i Overyssel, men Fredshaabet blev igjen skuffet. Christian den tredie forlangte Fred med alle Keiserens Riger og Lande, men den burgundiske Regjering gjorde de overmodigste Fordringer og vilde kun gaa ind paa en Separatfred med Nederlandene, hvorved altsaa disse vilde have opnaaet, hvad de tiltrængte, Østersøhandelens Fornyelse, men Danmark fremdeles være udsat for Anfald fra Syden[2]. Fra Nederlandene af gjordes ogsaa
- ↑ Den nærmere Sammenhæng med Sundets Spærring i 1542 har endnu aldrig været udførlig fremstillet af nogen Historieskriver. Hvad jeg foreløbig her har meddelt derom, er derfor alene hentet fra Dokumenter i Geheime-Archivet. Man sammenligne ogsaa Johann Berckmanns Stralsundische Chronik, hg. v. Mohnike u. Zober, Stralsund 1833, S. 74.
- ↑ Chr. d. tredies Brev til Gustav Vasa 20 Juni 1543 (Ausl. Regist).
