Christian den tredie trods gjentagne Forsøg at opnaa enten en fast Fred eller en paa længere Tid fornyet Stilstand. Sammenhængen hermed var nemlig denne, at Carl den femte, ihvorvel hans mange vigtigere politiske Planer aldrig tillod ham at betragte de nordiske Spørgsmaal som nogen Sag af første Rang, dog kun nødig kunde bekvemme sig til formelig at anerkjende enten Christian den tredie eller Gustav Vasa som lovlige Konger; han vilde stedse holde sig Adgangen aaben til at gribe ind i Danmarks og Sveriges Anliggender, hvor en gunstig Leilighed maatte tilbyde sig, og var aldeles ikke blind for, hvilke store Fordele det kunde bringe ham, navnlig som Nederlandenes Behersker, om en af ham afhængig Konge kunde indsættes ved Øresund. Christian den tredie saa sig derfor nødsaget til at slaa et Slag for at faa en Ende paa denne i Længden uholdbare halve Krigstilstand, der bestandig krævede nye Rustninger og idelig tærede paa hans Kræfter. Siden 1541 var han i Forbund med Frants den første, og da denne i det følgende Aar atter kom i Krig med Keiseren, deltog virkelig en Del for dansk Regning hvervede Ryttere under Martin v. Rossems Anførsel i et Felttog i Nederlandene. Men af ganske anden Vigtighed blev Danmarks Foretagender tilsøs. Kongen gav nemlig om Vaaren 1542 efter en ny mislykket Fredscongres i Bremen ordre til at lægge Embargo paa alle Skibe fra Keiserens Lande, som man kunde overkomme i Øresund. Hr. Anders Bilde, dengang Statholder i Kjøbenhavn, skulde, i Forening med Hr. Peder Skram, udføre dette Bud. De fik Paalæg om at handle med Snildhed, „saa at de ikke maatte tage tre eller fire Skibe og derved miste en hel Hob“; de skulde altsaa passe paa at tage et klækkeligt Antal paa engang. Kort efter Pintse fik Kongen, der opholdt sig i Jylland, Efterretning om, at tredive hol-
