kom ogsaa omsider tilbage; men Otto Anderssøn Ulfeldt, der ved sin Uddragen af Landet lod store faste Eiendomme i Stikken, døde i sin Landflygtighed i Lybek 1543.
Disse hidtil landflygtige Eventyreres Udsoning med Kongen og deres Tilbagevenden til Hjemmet tør betragtes som en Sag af ikke saa ganske ringe Betydning. Det var et glædeligt Tegn, blandt flere, paa, at det nu mere og mere almindelig erkjendtes, at Christian den tredies Krone sad fast paa hans Hoved, og at Prætendentens Forhaabninger vare unyttige. Men der var desuden i den dansk-norske Stat paa ingen Maade saa stor Overflod paa duelige indfødte Krigsmænd, navnlig til Søtjenesten, at man jo havde fuld Anvendelse for disse benaadede Fredløse, især da de besad den uvurderlige Egenskab, i Aarevis at have færdedes netop i de Lande, hvorfra Danmark havde Noget at frygte, og altsaa kjendte Fiendens, det vil sige Nederlandenes, Stridskræfter og hele Forhold bedre end Andre. Netop i det Aar, da Christopher Throndssøn modtog Amnesti, havde Kongen mistet en anden djærv og uforfærdet Nordmand, Lensherren paa Lister, Kvinesdølen Stig Bagge, der under en Expedition ved de nederlandske Kyster opsnappedes og henrettedes af Burgunderne[1], og allerede i det følgende Aar blev der Anvendelse for Christopher selv i de samme Farvande.
Vaabenstilstanden af 1537 mellem Danmark og Keiseren var udløben 1540, uden at det senere var lykkedes
- ↑ Se om ham L.Daaes Norske Bygdesagn, S. 64–65. Kongen, der tog sig Stig Bagges Ulykke meget nær, ytrer om ham i Breve til sine Allierede: „Er ist uns um seiner getreuen vorgezeigten Dienste lieb und werth gewesen.“ (Ausl. Reg.)
