han under Syvaarskrigen kom i svensk Fangenskab og rimeligvis døde under dette. Det er høist sandsynligt, at Otto Stigssøns Tilbagevenden til Danmark har givet hans gamle Staldbroder Christopher Throndssøn baade Lyst til at følge Exemplet og Haab om at kunne erholde Naade. Vist er det, at han i 1542 søgte om at faa Tilgivelse og om at komme i Kongens Tjeneste, og at han opnaaede sit Ønske. Det var Kantsleren Johan Friis, som underrettede Kongen derom i følgende Ord: „Allernaadigste Herre, giver jeg Eders Kongelige Majestæt underdanigen tilkjende, at Christopher Otzen (ɔ: Ottessøn Huitfeldt) kom til mig idag og gav mig tilkjende, at Christopher Throndssøn er begjærendes Eders Majestæts Leide og vil være Eders Tjener igjen. Kjære naadige Herre, saa tykkes mig ikke Uraad være, at han kom ind i Riget igjen, thi han ved al Leiligheden udi Norge. Dog maa Eders Majestæt først lade handle med Doctor Vincentii (Lunges) Slægt og Venner, thi ellers ville de begjære, at han skal staa dem tilrette“[1].
En tredie af de Landflygtige, som ligeledes, dog uvist naar, atter toges til Naade og befriedes fra sin Udlændighed, var Gaute Norweger. I 1539 var han sammen med Hans Bogbinder i Pfalzgrevens Tjeneste, og endnu i 1540 forekommer han som Pfalzgrevinde Dorotheas Budbringer til Kongen af Skotland[2], men senere omtales han jevnlig som Artilleriofficer, Tøimester o. s. v. i Danmark, var ogsaa forlenet med Romsdalen i Norge og er rimeligvis død omtrent 1558. Hans Bogbinder, den bekjendte Ambrosius’s Broder,
- ↑ Johan Friis til Kongen, Dalum Kloster Onsdag næstefter vor Frue Dag Annunciationis (29 Marts) 1542. (Geh.-Arch. D. K. Hist.)
- ↑ Epist. regum Scotorum, 2, 100, hvor han kaldes Guanto Norvegus. Se forresten om ham Norske Rigs-Registranter, B. 1, paa flere Steder. Naar han der kaldes Gaute Simonssøn, er der en Misforstaaelse tilstede.
