flakkede om fra Hof til Hof og levede af Almisser. Keiseren, Dronning Eleonore af Frankrige, der i sin Ungdom havde været Pfalzgrevens Elskede, Henrik den ottende og flere gave ham hver nogle Tusinder, naar han besøgte dem[1]. I Slutningen af 1539 var han i England, og den nysnævnte Lange-Herman var en af hans Ledsagere. Christopher Throndssøn og Otto Anderssøn havde imens sin Station i Mecheln[2]. Her færdedes just ved den Tid ogsaa Udsendinger fra Gustav Vasa, som dengang ikke var ganske fremmed for Tanken om et Forbund med Burgunderne mod Danmark.
Dette er dog sidste Gang, det har lykkedes at finde Spor til nogen Forbindelse mellem Christopher og Pfalzgreven, og man erfarer nu en Tid intet om ham. Imidlertid blev Otto Stigssøn under sine Stemplinger mod Christian den tredie greben af dennes Svigerfader, Hertug Magnus af Sachsen-Lauenburg. Hertugen var en Tidlang i ikke ringe Forlegenhed med sin Fange, thi paa den ene Side vilde Kongen af Danmark have ham udleveret, og paa den anden ønskede flere tydske Fyrster at se ham fri. Enden blev da den, at Otto Stigssøn lovede, om han kom paa fri Fod, at tjene Christian den tredie som en tro Mand[3]. Han holdt ogsaa Ord og blev nu i mange Aar anvendt i forskjellige Tjenester og var flere Gange forlenet med mindre Len i Norge, indtil
- ↑ Pfalzgrevens Nød og Prætendent-Kvide er fortræffelig skildret i hans Secretær Thom. Hubertus Leodius’s Verk: Annalium de vita & rebus gestis Illustrissimi Principis Friderici IIdi, Electoris Palatini, libri XIV, Francof. 1624. Se ogsaa L. Haüssers Geschichte der Rheinischen Pfalz, 1, 580 fg.
- ↑ Brev fra Befalingsmanden paa Akershus, Peder Herman (Litle), til Christian den tredie, Oslo 27 Nov. 1539. Peder Hanssøn havde havt Speidere ude, der havde været i Nederlandene og nu vare hjemkomne, men deres Skib var forlist under Jylland.
- ↑ Christian den tredies Historie ved Krag og Stephanius, 1, 206–207, samt forskjellige Breve i Ausl. Registr. i Greh.-Arch.
