sin Tid noksom bekjendt Partigjænger fra Grevefeidens Dage. De havde et stort „Stangskib“, besat med sexti Mand. Først gjæstedes Udsten Kloster, hvormed Thrond Ivarssøn var forlenet; han mistede alt, hvad han eiede. Derpaa gik det udover Stavangers forrige Bispegaard, nu Kongen tilhørende. Sørøverne mødte her Modstand og stak derfor Ild paa Bispegaarden, der dog ikke nedbrændte, og nu borttoge de uhindrede, hvad der fandtes af Levnetsmidler og Andet. Saasnart imidlertid Tidenden om disse grove Strandhug kom til Befalingsmanden paa Bergenhus, Thord Rods, Kundskab, satte han sig strax i Bevægelse for at standse Røverierne. Ganske vist har det ikke formindsket hans Iver, at Christopher Throndssøn var hans gamle Fiende, hvem han for tre Aar siden havde fanget, dengang Christopher forsøgte at overrumple Bergen. Men Tydskerne paa Bryggen, til hvem Thord Rod først henvendte sig om Bistand, svarede ham nei; „de hverken vilde eller kunde gjøre ham nogen Hjælp eller Trøst med Folk, Skib ener Skjøt.“ Han vendte sig da til det norske Borgerskab, der naturligvis ikke kunde undslaa sig, og et Kongen tilhørende Fartøi blev udrustet af Bergenserne. De traf Christopher og hans Folk nede ved Listerlandet. Her havde de netop bemægtiget sig en skotsk Kravel, dog saaledes, at de for et syns Skyld havde tvunget Skipperen til at sælge dem Fartøiet, men paa Kredit![1]
- ↑ Jacob den femte af Skotland, der klagede til Christian den tredie over, at hans Undersaatters Skib ikke strax tilbageleveredes dem af Bergenserne, skriver saaledes herom: Guilielmus Forestar & Patricius Gardinar, cum in Norvegiam ad mercaturam navigerent in procursu vestri maris Woundfurdici, a quodam Chistophoro Druntsen pirata una cum navi Calendis Junii sunt arrepti et aliquot dies detenti, quo tempore quædam religio illi piratæ incessit, qui, quod injuria potuerit, maluerit specie iniquioris juris occupare. Ostenso enim metu, quam minimo libuit pretio, eoque duntaxat promisso, coegit hos suam vendere navim, qui jam, superstitiosa numerationis spe pasci
