„kjendte Christopher kun af Navn“, havde givet ham Pas til Norge efter Erkebispens Død o. s. v.[1].
Christophers Hovedkvarter flyttedes imidlertid snart længere imod Øst. Grevskabet Ostfrisland havde fra gammel Tid af, ligesiden Vitalie-Brødrenes Dage, været som et forjættet Land for Sørøvere. Ostfrisernes Hjem mellem Ems, Dollart og Weser havde indtil langt ned i det femtende Aarhundrede nydt en Slags halvrepublikansk Frihed under Høvdinger, som heller ikke selv havde forsmaaet at friste Lykken som Vikinger, og først for et Par Menneskealdre siden havde en af Landets fornemste Ætter, Familien Zirkzena, ved Hjælp af Hamburgerne, som ønskede en kraftigere Styrelse her, forat Sørøveriet kunde faa en Ende, hævet sig til en Art fyrstelig Stilling, der siden havde faaet keiserlig Bekræftelse. Men ogsaa de nye Grever ydede Urostiftere og pirater Understøttelse, og saaledes blev den af dem, som regjerede paa vor Fortællings Tid, Enno den anden, en Patron for flere af de misfornøiede dansk-norske Landflygtige. Christopher Throndssøn tog her sit Tilhold. I Emden, Ostfrislands Hovedstad, fødte hans Hustru ved denne Tid en Søn, som efter Greven blev døbt Enno og i den følgende Tid blev den berygtede Enno Brandrøk. Ogsaa Otto Anderssøn Ulfeldt[2] og Otto Stigssøn (Pors?) søgte nu hid, begge gamle Til-
- ↑ Betegnende er Altmeyers Oplysning, at Maria, da hendes Secretair i Conceptet til Svarskrivelsen til Hamburgerne havde bibeholdt Christian den tredies Udtryk om Christopher: „Ein gemeiner Seerauber“, med egen Haand har gjort Rettelse i Brevet og udstrøget Ordet „gemeiner“. (Hist. des rélations etc., Pag. 425.) Dokumenterne ere nu trykte i Dipl. Norv. 7, S. 784–790. Sammenlign ogsaa Christian den tredies Historie ved Krag og Stephanius, 1, 192–98.
- ↑ Om Otto Ulfeldt se Paludan Müllers interessante Meddelelser i hans „Fire Studier til Grevefeidens Historie“ i Annaler for Nordisk Oldkyndighed og Historie, 1853.
