Han skal derpaa tilligemed Erkebispens Kantsler Gaute Taraldssøn (som herefter hyppigst benævntes Gaute Norweger) have begivet sig til Keiseren, rimeligvis paa sin Herres Vegne[1]. Efter Erkebispens Død laa det nærmest for ham at vende sig til Pfalzgreven og den nederlandske Regjering. Mellem den sidste og Christian den tredie vare vel Fiendtlighederne nu ophørte, men der var ikke sluttet nogen fast Fred, kun en Vaabenstilstand paa tre Aar, fra 3 Mai 1537 at regne, og det var sikkert nok, at Keiseren, hvis en god Leilighed tilbød sig, ikke vilde betænke sig paa at angribe Danmark. Endmere Lyst havde naturligvis Pfalzgreven, som Thronprætendent, til at forsøge Lykken. Havde man derfor end for Øieblikket liden Anvendelse for Christophers Tjeneste mod Danmark, kunde han jo foreløbig bruges mod Frankrige, med hvem Karl den femte just havde Krig (den tredie italienske), og for paakommende Tilfælde i Fremtiden kunde man af en Mand som han, nøie bekjendt med de nordiske Lande og fuld at Had til den danske Konge, love sig ganske særdeles Nytte. Da han derfor for det første gav sig til at søge Lykken som Fribytter, kunde han regne paa nederlandsk Connivents, og Pfalzgreven gav ham et formeligt Kaperbrev, dateret Neumark den 12 Februar 1538, hvori han gav ham Titel af „Marskalk in Norwegen“[2].
Ogsaa med den urolige Hertug Albrecht af Meklenburg, en af Nordens Fredsforstyrrere under Grevefeiden, kom
- ↑ Den bekjendte Thord Rod skriver den 29 Juli 1537 fra Hamars Bispegaard til sin Herre, Eske Bilde: „Der er kommen en af Erkebispens Karle af Holland og siger, at Christopher Throndssøn var fangen i Holland og er igjen løsladen, og er han og Gaute Kantsler upfaren til Keiseren.“ (Afskrift i Langebeks Diplomatarium i Geh.-Arch.)
- ↑ Copi i Geh.-Arch. (Danske Kongers Hist.)
