havde han allerede nu med sig sin Hustru, Karine, Datter af Dekanen i Throndhjems Domkapitel, Knud Pederssøn Skanke, der, skjønt Kannik, levede i et Slags borgerligt Ægteskab med en Fru Dorthe Adelsten. Ogsaa flere andre Venner delte Erkebispens Landflygtighed. Mellem dem var hans Søstersøn og Kantsler, Gaute Taraldssøn, og Kølneren Hans Piber, der siden kom igjen, blev Byfoged i Throndhjem, gik over til de Svenske i 1564 og til Løn derfor endnu samme Aar blev hængt af de Danske. Da den lille Flaade var kommen til Ørlandet, gik Christopher iland og plyndrede Østraat, der tilhørte hans Uvenner, Fru Inger Ottesdatter og hendes Svigersønner[1]. Derpaa drog de videre, men Overfarten gik langsomt. Endnu den 19 April laa de udenfor Udsire ved Karmøen, og tørst i Mai kom de over til Holland.
Olaf Ingebrigtssøn tog sit Ophold i den lille, nu belgiske Stad Lier i Brabant, hvor tidligere Christiern den anden i en Række af Aar havde boet[2]. Kun et eneste Spor har det hidtil lykkedes os at finde af hans Liv i de Maaneder, han endnu havde tilbage at leve, og det er, at han i September 1537 hvervede Tropper mod Christian den tredie i Forening med Pfalzgreve Frederik, Noget, der dog i ethvert Fald ikke medførte anden Følge, end at Kongen blev nødt til at træffe nogle Forsigtighedsregler[3]. Allerede i Begyndelsen af 1538 var den gamle Prælat død[4]. Han havde
- ↑ Dipl. Norv. 5, 808 samt et Brev i Klevenfeldts Samlinger.
- ↑ En Skildring af denne Stad, forsynet med smukke Tegninger, i J. F. Sicks Skrift: Nogle Bidrag til Christiern den andens Historie under Landflygtigheden, Kbh. 1860.
- ↑ „Wir haben die Anzeige, dass Pfalzgraf Friedrich und Bischof von Druntheim in Bearbeitung Knechte anzunehmen sein sollen, vernommen“, skriver Christian den tredie til Raadet i Hamburg, Ystad Tirsdag efter Matthæi (25 Septbr.).
- ↑ Man har almindelig (f. Ex. i Keysers Den norske Kirkes Historie 2, 840) angivet, at han døde 7 Marts 1538. Men han maa
