fra det sextende Aarhundrede, og det især, fordi det indeholder saamange Træk af hine Dages Vandreliv. Thi Vandrelysten var den dalevende Slægt egen. Tager man billigt Hensyn til den uhyre Forskjel mellem vore Dages og Datidens Samfærselsmidler og, hvad der er endnu meget vigtigere, mellem vore Dages og Datidens Retssikkerhed, vil man forbauses over, hvilket Liv der maa have hersket paa Landeveiene i Reformationens Menneskealder. Trods de maadelige Herberger, de slette Veie, de mange adelige og uadelige Røverbander, de utallige Toldgrændser vrimlede der af Pilegrimme, Betlermunke, reisende Studenter og Skoledisciple, Haandverkere, Kunstnere, ikke at tale om Riddere, Landsknegte og de fra disse sidste uadskillelige løse Kvinder. Hvo der havde Raad dertil, drog til Hest, og paa den Maade befordredes man med den Personpost, som dengang indførtes i Tydskland af Frantz v. Taxis, men den store Mængde drog afsted tilfods, og ofte vistnok i store Flokke for at være sikrere mod Overfald. Og et ligesaa broget Selskab færdedes paa Havene. Hanseatiske, engelske og nederlandske Handelsflaader, ikke alene med Kjøbmænd, men ogsaa med Passagerer af det forskjelligste Slags ombord, mødte her krigførende Magters Orlogsskibe og maatte stedse være paa sin Post imod dristige Kapere eller ligefrem privatiserende Sørøvere.
Den første April 1537 drog de fire Skibe ud fra Throndhjem, som den keiserlige Statholderinde over Nederlandene, Enkedronning Maria af Ungarn, havde sendt til Norge for at bringe Erkebiskopen i Sikkerhed. Christopher Throndssøn havde Befalingen over dem. Sandsynligvis
