gerinde, Jomfru Lucia Gyldenløve; han antages at have spillet en Hovedrolle ved Hr. Vincents Lunges og hans nysnævnte Svogers Mord; han var Hovedanfører paa det uheldige Tog, der skulde overraske Bergen og bringe Norges vigtigste Fæstning i Erkebispens Vold, og han var endelig Olaf Ingebrigtssøns Ledsager, dengang denne for bestandig forlod sit Erkesæde og sit Fædreland for at vandre i Landflygtighed.
Medens nu alt dette er bekjendt nok, har Christophers senere Liv hidtil ikke været synderlig paaagtet. Og dog er det ingenlunde uden Interesse. De første Aar hengik dels i en fremmed Fyrstes Tjeneste, dels under en hjemløs Sørøverexistents. Derefter tog den Konge, mod hvem Erkebispen havde været saa fiendtligsindet, Christopher til Naade og brugte ham i vigtige Foretagender. Han oplevede Syvaarskrigen og gjorde endnu Tjeneste i dens Par første Aar. Men en endnu mere eventyrlig og vexlende Skjebne var forbeholdt Christopher Throndssøns Børn. Sønnen Enno gjorde som Landsknegt Bekjendtskab med de fleste Lande i Europa. Derpaa forsøgte han sig som Hofmand i Sverige og agerede Oprørsstifter i Norge, flakkede saa atter om fra Land til Land og blev en Bedrager, Tyv, Røver og Morder, indtil han endelig i Tydskland blev henrettet og lagt paa Steile som Forbryder. Datteren Anna kom til Maria Stuarts Hof, hun blev James Bothwells Brud, blev forladt af denne i Udlandet og maatte som en ulykkelig Kvinde ty tilbage til Norge, men skulde ikke desto mindre endnu faa gjense sin utro Elsker som Flygtning og Fange i Bergen, efter at han havde sveget en ny Hustru for at gifte sig med en regjerende Dronning. Norges Historie kjender faa Familier, hvis Hændelser i den Grad maa bringe i Erindring Guizots Ord: „Man vil have Romaner. Hvorfor læser man ikke Historien?“
Hvad der her ligger for os, er et ægte Tidsbillede
